Børn uden verbalt sprog
– musik for hjerne, krop og følelser
Kommunikation er altafgørende for et barns trivsel og udvikling. Et liv uden verbal kommunikation påvirker alle omkring et barn, og udfordringerne for de professionelle er store.
Kurset henvender sig til fagpersoner, der arbejder med børn med svære kommunikative vanskeligheder. På kurset får du viden og redskaber, som kan støtte den tværfaglige indsats og styrke den grundlæggende kommunikation hos barnet uden verbalt sprog.
På kurset får du redskaber at understøtte barnets:
- Regulering af nervesystemet
- Opmærksomhed og motivation
Elementer fra musikkens verden - som rytme, timing, struktur, klang, tonehøjde, dynamik - findes i den grundlæggende kommunikation, som vi kender den med spædbørn. Derfor kan musik bruges som redskab i kommunikationen med børn uden verbalt sprog. Dette er grundlaget for musikterapeuters arbejde, men musikkens virkemidler kan anvendes af alle fagpersoner, der arbejder med børn på det specialiserede område.
Kursets form: Oplæg, video-cases samt dialoger mellem underviser og deltagerne. Kurset vil være orienteret mod praksis, og der vil være mulighed for at drøfte aktuelle problemstillinger fra egen praksis i anonymiseret form.
Kurset er målrettet: Specialpædagoger, talepædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykologer, musikpædagoger og musikterapeuter.
Underviserne er kandidater i musikterapi fra Aalborg Universitet med mange års praksiserfaring på det specialiserede børneområde. Ingrid Irgens Møller og Hanne Halskov arbejder til daglig i Specialrådgivningen for VISO, IKH. De gennemfører VISO-udredninger i forhold til førskolebørn med svære kommunikative vanskeligheder. De har begge stor viden i og erfaring med at udrede, rådgive, undervise og vejlede i forhold til barnets forudsætninger for kontakt, kommunikation, opmærksomhed, koncentration og følelsesmæssig udvikling ud fra en neuro-affektiv tilgang.